Sådan opsætter du CDN til dit website

Siden du læser dette indlæg, kan jeg næsten tænke mig at du går bare en smule op i hastighedsoptimering. Højest sandsynlig har du brugt Yslow, og er stødt på punktet CDN der er markeret med rødt, og nu vil du gerne vide, hvordan man kan omdanne den til grøn, få en bedre score, og vigtigst af alt, få en hurtigere hjemmeside. Kan du svare ja til det meste af ovenstående, er du kommet til det helt rigtige sted.

Lad os starte med at se på hvad et CDN er. Normalt vil en bruger gå direkte til dit webhotel, for at hente din hjemmeside i sin browser. Et CDN ligger sig midt i mellem. Når brugeren nu vil hente din hjemmeside, går det først igennem CDN’et, der indeholder alle de statiske filer som billeder, JavaScript filer osv. Resten hentes på normalvis fra din hjemmeside. Dette betyder flere ting. Bl.a. bliver dit webhotel ikke så belastet, de statiske filer leveres lynhurtigt, og får loadtiden på dit website ned, og brugeren bliver i sidste ende en smule mere glad. Et CDN har også en geografisk fordel, ved at de har servere flere steder i verden, og på dem alle ligger dine filer. Når en bruger fra USA vil tilgå dit website, vil den CDN server der ligger tættest på, levere de statiske filer. Ganske smart og ganske hurtigt.

Der findes mange forskellige CDN services derude, men den jeg vil tage udgangspunkt i er Cloud Flare (CF). Cloud Flare CDN fås med forskellige abonnementstyper, hvoraf den ene er gratis. En af de andre fordele ved CF, er at det er meget brugervenligt at sætte op. Et klasse eksempel på hvordan en meget teknisk service kan sættes op, så man med få simple trin, kan komme ud over stepperne.

Første trin er at oprette en konto på CF her. Derefter tilføjer du dit website, og systemet går nu ind og henter din DNS-opsætning. Opsætningen bliver præsenteret for dig, og nu bliver det en smule teknisk. Bare rolig, jeg hjælper dig på vej.

opsætning-af-cdn

Ovenover er jeg ved at tilføje mit website thissocks.dk. CF viser hvilke DNS informationer det har fundet tilknyttet dit site. Du bør logge ind på dit webhotel under DNS opsætning, og kontrollere om alle DNS records er kommet med. Hvis du har flere under dit webhotel, kan du manuelt tilføje dem i CF nederst. I dette tilfælde havde CF hentet alt der var nødvendigt, så det var blot at trykke videre til næste step.

Nu skal du vælge din CDN opsætning.

opsætning-af-cdn-2

Jeg vil starte med at vælge den gratis plan. Her opnår man alligevel rigtig meget. Herefter har CF automatisk valgt en standard opsætning, og denne bør du starte med. Mere om det lige om lidt. Når du går til næste og sidste step, er du sådan set klar til at kører dit website igennem CF CDN. Det du mangler nu, er at fortælle din domæne udbyder, at dit domæne skal pege over på CF i stedet for til dit webhotel. Når dette er sket, sørger CF for at route alt relevant videre til dit webhotel, så som mail og ftp.

For at få dit domæne til at pege på CF skal du ændre navneservere hos din domæneudbyder, i mit tilfælde DK-Hostmaster. På det sidste trin i CF opsætningen, får du oplyst de nye navneservere. Du skal nu over på DK-hostmasters hjemmeside og gå under selvbetjening. Her indtaster du dit handle og password for dit domæne. Disse oplysninger har du fået ved oprettelse af domænet. Når du er kommet ind, går du under redelegering af domæne. Her indtaster du domænenavn øverst og den første navneserver fra CF i det nederste felt. Tryk på knappen, og efter nogle sekunder viser DK-hostmaster at den har fundet begge navneservere. Da jeg kopiere navneserveren fra CF kom det et mellemrum med i slutningen, og det gav en fejl hos dk-hostmaster. Får du samme fejl, ved du nu hvorfor. Tilbage mangler du kun at godkende pegningen til CF. Når dette er gjort, går der optil 1 time, før pegningen er udført i praksis. Du kan løbende tjekke ind på CF og se om det er sket(Der kommer et grønt V-tegn ud for dit domæne). Så er du kørende!

Nu er du faktisk kommet over på et CDN, men som jeg lovede tidligere, er der noget opsætning under performance, som kan ændres. Vi satte det til standard CDN only, men CF kan meget mere end det. Lige fra at samle flere filer til én, komprimere billeder, og cache statiske HTML sider. Alt det og meget mere, kan du læse om på CF. Det vigtige er blot at vide, at det kan have konsekvenser at sætte performance op, men det du kan og bør gøre, er gradvis at sætte det en tand op, og efterfølgende teste hele dit site af og se om alt virker korrekt. Ved højere performance samler CF bl.a. alle dine javascriptfiler til én, og det kan i nogle tilfælde skabe fejl på dit website. Så længe du tester dit site af efter en performance opgradering, er du på den sikre side. Du kan altid gå et skridt tilbage, eller helt pause CF optimeringen i administrationsbrugerfladen.

Er dette så noget du kan gøre selv? Ja hvis ovenstående ikke har forskrækket dig, er det bare at gå i gang. Er du i tvivl, så kan du evt. få din webmand til at hjælpe dig. God fornøjelse, og smid gerne en kommentar om hvor mange sekunder du har sparet på loadtid. Det gav mig 1,5 sekund, hvilket nemt kan mærkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *