10 ting du bør vide, før du starter en webshop – del 2

design-af-webshop

Vi fortsætter hvor vi slap i første del, og lægger ud med noget rigtig mange springer let hen over. I toppen kan du se en produktside til Curvii.dk, hvor der er brugt en købt designskabelon der efterfølgende er blevet tilpasset.

Kan jeg selv lave designet til shoppen i paint?
Nej. Rigtig mange gør det dog alligevel, men det er sådan et dumt sted at spare. Arbejder du ikke med grafisk webdesign til daglig, så hold dig fra selv at lave det. Det kan ses på flere kilometers afstand og får din shop til at fremstå uprofessionel og utroværdig, og tro mig, det er det sidste man ønsker. Heldigvis findes der flere gode alternativer til at komme i gang med få penge.

Køb en færdig design skabelon. Til de fleste systemer kan man købe en designskabelon lige til at installere. De koster ca. et par hunderede kroner, og kan være en rigtig god investering, hvis ikke du har meget store krav til en fastlagt designlinje. Mange af skabelonerne er også fleksible, så du selv kan tilrette efter behov uden det store tekniske kendskab.

Vil du gerne bæres hele vejen, eller har du bare flere krav til designet, end du kan finde færdiglavet, så kan du hyre en designer(du får hvad du betaler for), der kan udarbejde et design efter dine ønsker. Husk på at det færdige design også skal laves om til en designskabelon, og det er nogle gange en programmør der skal ind over bagefter. Du skal blot have styr på hvad præcist du betaler for, og får i den sidste ende. Du skal også huske på at designeren ofte(kommer an på pris og erfaring) ved hvad han laver, og du bør lytte til hans/hendes vejledning og kommentarer til de ønsker du måtte have. Hvad der umiddelbart lyder som en god idé i dine ører, kan bryde gængse tommelfingerregler og andre best practice normer. Du betaler alligevel for designerens viden og erfaring, og et godt råd vil derfor være at lytte til den.

Husk god kundeservice, det betaler sig i længden
Det er simpelthen for dyrt ikke at praktisere god kundeservice. Det er oftest rigtig dyrt at få kunderne ind i butikken og købe noget. Har du først fået dem inden for døren, skal du for alt i verden holde fast på dem så godt som muligt. Nogle kunder foretrækker at kontakte dig på mail, andre på telefon, hvis det f.eks. er noget der haster. Derfor bør du være repræsenteret på begge platforme, og det duer altså ikke at svare tilbage på mail 3 dage senere. Det sender et meget dårligt signal. Så foruden alle de andre arbejdsopgaver, skal du kunne yde en flink og hurtig service når kunden kræver dette.

Hvordan skal jeg markedsføre min webshop?
Dette er et kæmpe emne, og jeg kan ikke engang gennemgå toppen af isbjerget i dette indlæg. Det du blot skal vide inden du starter er, at her skal der for alvor bruges både tid og penge. Hvis ingen kender til din webshop, får du heller ingen besøg eller vigtigst af alt, salg. Det er meget fint at venner og familie kender til den, men det kan du ikke overleve af. Det kan også være du tænker at det nok går fra mund til mund, og det vil det da nok også gøre i et mindre omfang, men højest sandsynligt langt fra nok til at det giver de salg du skal bruge.

Markedsføring er derfor et must, og der er rigtig mange platforme, man kan gribe det an på. F.eks. søgemaskineoptimering, reklamer på Google, fans på de sociale medier som Facebook og Instagram, banner på andre hjemmesider, annonce i avisen, nyhedsbreve osv. Hvad netop du skal bruge, kommer an på mange ting, og det er her du kommer til en skillevej. Du skal nemlig finde ud, af hvilke platforme du vil starte ud med, hvor meget du selv vil sætte dig ind i, og hvor meget du vil betale dig fra. Det er de færreste der kan håndtere det hele selv, både af hensyn til teknisk niveau, men også pga. tid. Bedste råd er at gå til en fagmand fra starten, og finde ud af hvad der vil være bedst du selv står for, og hvad du evt. skal betale dig fra. Så kan det være, at du bliver mere erfaren med tiden, og selv får lyst til at tage mere ind selv.

Hvordan gør jeg med produktfotos?
Den nemmeste måde er at få nogle gode fotos fra producenten. Ligger de ikke på deres hjemmeside, så spørg dem om de ikke har dem liggende internt. Ikke alle har sådanne fotos, eller også er de bare ikke gode nok, og så står du selv med aben. Det er ikke udelukkende negativt, hvis det er tilfældet, for det betyder at konkurrenterne er i samme båd, så her er der virkelig mulighed for at skille sig ud. Nogle tager selv fotos med mobilen eller et lille lommekamera, og det bliver sjældent ret godt. Husk på at produkt fotos er meget vigtige, for det er eneste måde hvorpå kunden kan se produktet. Er produktfotoet dårligt, kan man få den forestilling om at produktet også er dårligt, eller i hvert fald i en billig kvalitet, og det ønsker man sjældent. Mit råd er derfor at bruge lidt mere tid på at få taget nogle gode fotos. Hvis ikke du selv er amatørfotograf, kan det være at du kender en, eller også kan man ty til den dyre løsning, at bruge en professionel fotograf.

Få et godt netværk
Sidste emne virker måske lidt kedeligt og ukonkret, men kan vise sig at være det vigtigste af dem alle. Lige meget hvor godt du sætter dig ind i tingene på forhånd, vil der altid komme spørgsmål undervejs, og nogle gange har man brugt for svaret hurtigt. Derfor kan du lige så godt nu, begynde at finde personer eller communities, der kan være en hjælp når spørgsmålene kommer (for det gør de).  Amino.dk er et stort community for iværksættere, og her vil du både kunne stille spørgsmål og finde svar på alt mellem hillel og jord. Facebook og Google + har også gode grupper med alt lige fra markedsføring og salg, til produktindkøb og nye tendenser. Foruden at blive medlem af relevante grupper, kan du også skabe personlige connections med folk der har viden og erfaring inden for området.  Du kan altid starte med mig, jeg findes både på Google + her og LinkedIn her. Som et alternativ til de online netværk, findes der også fysiske netværk i dit lokalområde eller på landsplan. Senest har jeg været på netværkstur sammen med et par og 20 vidunderlige iværksættere med Workaway.

Det var ordene herfra, og jeg håber, at du har fået et indblik i, hvad det kræver at have og drive en webshop. Der er selvfølgelig rigtig mange andre opgaver ved at have en webshop, men har du styr på de 10 punkter i denne guide, er du rigtig godt på vej. Få gjort noget ved drømmen om en webshop, og kom så ud over stepperne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *